70% af verdens flygtninge bor i et naboland til deres hjemland
Mere end 110 millioner mennesker er i dag på flugt verden over. Ud af dem er størstedelen – ca. 70% - flygtet til et naboland.
At de fleste flygtninge opholder sig i et naboland til deres hjemland skyldes flere faktorer. Først og fremmest er det ikke ligetil at opnå flygtningestatus under FN og dermed lovligt ophold i et fremmed land. Samtidig er flugten fra nabolande og videre ofte fuld af forhindringer og farer, og det kræver økonomiske ressourcer, som kun de færreste familier på flugt har til rådighed.
Slutteligt er det en stor omvæltning at blive sendt på flugt – og endnu større, hvis du samtidig skal indfinde dig i en helt ny og fremmed kultur. De fleste familier på flugt bliver derfor så tæt på deres hjemland og velkendte kultur, som sikkerhedssituationen nu en gang tillader.