Elena flygtede til Polen: ”Jeg troede, vi skulle dø”

I sikkerhed efter udmattende rejse

Mindre end 14 kilometer fra grænsen til Ukraine har et nødherberg i den polske by Przemysl plads til 50 flygtninge ad gangen. Herberget er ofte det første fredelige sted, man kan slappe af og tilbringe natten efter at have krydset grænsen ud af det krigsramte land. Folk her er lettede – men også trætte, traumatiserede og ekstremt sårbare.

De fleste har ingen endelig destination, ingen plan for deres næste skridt eller noget andet sted at bo. Flygtningene fra Ukraine ankommer med ganske få ejendele – hvad de kunne bære, da de forlod hjemmet i al hast. Mest tøj til børn og de vigtigste dokumenter.

De fortæller om forgæves flugtforsøg og om lange, farlige, udmattende rejser med meget lidt søvn. Om døgn tilbragt i tog, bus eller bil – gennem Ukraine og over grænsen, i søgen efter et helle fra krigen i hjemlandet.

Herberget her drives af Sammenslutningen af Ukrainere i Polen, og det åbnede i august 2022. Alene i november modtog stedet 617 flygtninge fra Ukraine. Her får de tag over hovedet og en seng, måltider og hygiejnepakker med det mest nødvendige for at klare sig. De får også vejledning i, hvor de kan henvende sig for at få psykosocial støtte, lægehjælp, juridisk rådgivning og hjælp til at finde et mere permanent sted at bo, mens krigen raser.

For at sikre, at herberget kan tilbyde tilbyde den vigtige nødhjælp og rådgivning, yder DRC Dansk Flygtningehjælp støtte til driften og aktiviteterne, ligesom vi støtter en lang række andre hjælpeorganisationer og lokale initiativer i bl.a. Polen.

”Hvad venter vi på?”

Blandt kvinderne på krisecentret i Przemysl møder vi Elena på 62 år, der er her med sin datter og to børnebørn på fire og 11 år. Elena har også to sønner, der fortsat er i Ukraine. Da krigen brød ud, boede Elena for sig selv. Kort efter var hendes kvarter ikke længere sikkert.

”Min datter ringede og bad mig flytte hjem til hende. Hun sagde: ’Dette er alvorligt, og det kan blive værre’.”

Elena afviste i første omgang.

”Problemet er, at jeg havde et job som sanitetsarbejder, men jeg havde ikke arbejdet længe nok til at være berettiget til pension.”

Alligevel, velvidende at hun dermed opgav sin mulighed for at få pension gennem arbejdet, tog hun beslutningen og efterlod alt for at søge sikkerhed hos sin datter. Men i den del af Zaporizhzhia, hvor de nu boede sammen, forværredes situationen hurtigt. Elena husker synet og lyden af ødelagte huse, af dræbende skud. Hun fortæller, hvordan hendes børnebørn blev mere og mere bange og gik i panik, især når det var mørkt udenfor.

Om natten advarede luftalarmerne folk om at gemme sig. Og hun hørte skyderi eller så bygninger blive ramt. Situationen blev uudholdelig. Én eksplosion fik vinduerne til at splintre i hendes søns hus, hvor hun var på besøg:

”Jeg troede, at det var slutningen. At vi skulle dø.”

Elena og hendes datter måtte beslutte sig for, om de skulle blive eller rejse:

”Vi var bekymrede for børnene. Vi ønsker ikke, at de skal vokse op ængstelige og syge. Vi ønsker, at de skal se fremad og tro på kærligheden. Min datter spurgte: ’Hvad venter vi på?’”

Elena ser nu, hvordan et af børnebørnene leger igen, efter at de er ankommet til nødherberget i den polske by. Og hun har lagt mærke til, at hendes datter også ser mere afslappet ud:

”Før var hun så stresset, at jeg næsten ikke kunne genkende hende. Det går også op for mig, at jeg havde glemt, hvornår jeg sidst sov.”

Sammen med datteren planlægger Elena at finde et midlertidigt sted, hvor de to og børnene kan bosætte sig et stykke tid. Forhåbentlig et sted, hvor børnene kan gå i børnehave og skole, så længe de er væk fra hjemmet i Ukraine.

Ville ikke forlade hjemmet – men så begyndte beskydningen

Lisa, 59, er på nødherberg i Polen med sin datter og to børnebørn på fire og syv år. Hendes mand og svigersøn er stadig Ukraine. Vi talte med Lisa dagen efter flugten. Familien ankom uden bagage, for pludselig blev det et spørgsmål om overlevelse at komme afsted.

Lisa ønskede ikke at forlade sit hjem. Men så begyndte beskydningen, og børnene blev mere og mere bange. Lisa husker sin egen desperation og hysteri, som hun kalder det. Og diskussioner med sin datter om, hvornår det var tid til at rejse.

Som mange andre, der har været udsat for krig og traumer i Ukraine, og som er sluppet væk efter måneders bombardementer, kampe og konstant frygt, er Lisa blevet meget følsom, fortæller hun. Selv den mindste lyd forskrækker hende. Hjælpen og den måde, Lisa og familien er blevet modtaget på her i Polen, er hun meget taknemmelig for.

”Folk er så søde og hjertelige. Vi har fået alt, hvad vi har brug for,” siger hun.

Da Lisa uden kontanter gik i byen for at finde en skrædder, der kunne ordne hendes rygsæk, bad hun en skrædder om kontakt- og bankoplysninger, så hun kunne betale senere. ”Det er i orden,” sagde skrædderen, ”du kan komme forbi en anden gang og betale.” Lisa svarede: ”Men du ved, jeg ikke kommer tilbage mere”. ”Pyt med det, det er ok,” svarede skrædderen.

Lisa og hendes familie ved stadig ikke, hvad der er deres næste skridt: ”Sandsynligvis vil vi rejse videre og se, hvad der sker...” Men det, Lisa ønsker allerhøjest, er at rejse direkte hjem – så snart kampene stopper i Ukraine.