
I sikkerhed efter udmattende rejse
Mindre end 14 kilometer fra grænsen til Ukraine har et nødherberg i den polske by Przemysl plads til 50 flygtninge ad gangen. Herberget er ofte det første fredelige sted, man kan slappe af og tilbringe natten efter at have krydset grænsen ud af det krigsramte land. Folk her er lettede – men også trætte, traumatiserede og ekstremt sårbare.
De fleste har ingen endelig destination, ingen plan for deres næste skridt eller noget andet sted at bo. Flygtningene fra Ukraine ankommer med ganske få ejendele – hvad de kunne bære, da de forlod hjemmet i al hast. Mest tøj til børn og de vigtigste dokumenter.
De fortæller om forgæves flugtforsøg og om lange, farlige, udmattende rejser med meget lidt søvn. Om døgn tilbragt i tog, bus eller bil – gennem Ukraine og over grænsen, i søgen efter et helle fra krigen i hjemlandet.
Herberget her drives af Sammenslutningen af Ukrainere i Polen, og det åbnede i august 2022. Alene i november modtog stedet 617 flygtninge fra Ukraine. Her får de tag over hovedet og en seng, måltider og hygiejnepakker med det mest nødvendige for at klare sig. De får også vejledning i, hvor de kan henvende sig for at få psykosocial støtte, lægehjælp, juridisk rådgivning og hjælp til at finde et mere permanent sted at bo, mens krigen raser.
For at sikre, at herberget kan tilbyde tilbyde den vigtige nødhjælp og rådgivning, yder DRC Dansk Flygtningehjælp støtte til driften og aktiviteterne, ligesom vi støtter en lang række andre hjælpeorganisationer og lokale initiativer i bl.a. Polen.