Jeanette
"At eje en butik er hårdt arbejde, men givende! Den gør mig i stand til at forsørge ikke bare mig selv, men også mine to døtre og børnebørn. Det får mig til at føle mig stærk og selvstændig.”
Mama Jeannette har et travlt morgenprogram. Hun begynder dagen med at tilberede små kager og stege fisk. Herefter sætter hun sin bod op i vejkanten, hvor hun hele formiddagen kværner kassava (en spiselig knoldplante), indtil kunderne begynder at dukke op.
Jeanettes morgener har dog ikke altid set ud, som de gør i dag. I mere end tredive år led hun under et voldeligt forhold, hvor slag, spark og krænkende adfærd var en del af hendes hverdag. Men da hendes mand døde uventet, fik Jeanette en ny chance i livet.
Hun henvendte sig til DRC Dansk Flygtningehjælp for at få støtte og hjælp. Vi gav hende erhvervstræning og et opstartsbeløb, så hun kunne åbne sin lille forretning.
I dag sikrer forretningen ikke blot Jeannettes familie mad. Den giver hende også mulighed for at lægge penge til side hver uge på en lille opsparingskonto, så der er hjælp at hente hvis hun eller hendes nære får brug for det.