
Børn fra katastroferamte lande er særligt udsat for at blive gift som meget ung
Der er stor forskel på verdens lande, når man ser på, hvor mange børn under 18 år, der bliver gift.
De fleste lande med mange børneægteskaber er kendetegnet af to ting. Enten er de ramt af nogle af verdens største humanitære katastrofer. Eller også de meget fattige og ustabile stater. Det viser en rapport lavet af organisationen Girls Not Brides.
Hvor mange børn på flugt under 18 år bliver gift?
Ingen kender det præcise tal, men det vurderes, at 12 millioner piger under 18 år hvert år bliver gift. Og man kan se, at risikoen for børneægteskab stiger under konflikt og humanitære katastrofer.
Før borgerkrigen i Syrien blev 13% af pigerne gift, før de blev 18 år. Efter borgerkrigen er antallet eksploderet blandt de syriske flygtninge i nabolandene Jordan og Libanon. Her bliver mere end hver tredje syriske flygtningepige gift, før hun er fyldt 18 år.
I Yemen er antallet af barnebrude også steget. Her er det nu to ud af tre piger under 18, der bliver gift. Yemen er lige nu ramt af konflikt, hvor mange sulter i en af verdens største humanitære katastrofer.
Hvorfor gifter forældrene deres barn væk?
Mange familier mister næsten alt, når de må flygte. Ikke bare deres hjem og ting, men også deres arbejde og indtægt.
Den ekstreme fattigdom gør det svært at skaffe mad og andre basale fornødenheder.
Når man gifter et barn væk, er der en person mindre at forsørge. Mange håber derfor, at barnet får et bedre liv i en mere velstående familie.
Nogle forældre gifter faktisk deres børn væk for at beskytte dem. Enlige piger og kvinder i konfliktzoner er nemlig særligt udsatte for vold, voldtægt og andre overgreb.
Andre forældre bliver tvunget til at gifte deres børn væk. I Somalia har militante grupper truet med at slå hele familien ihjel, hvis forældrene ikke gifter deres piger væk.