Overgreb gør flugtruter livsfarlige
Næsten halvdelen af alle kvinder udsættes for overgreb i forbindelse med deres flugt. Vær med til at sikre dem beskyttelse.
At være alene på flugt placerer piger og kvinder i en ekstremt sårbar position: Næsten halvdelen af alle kvinder og piger udsættes for overgreb i forbindelse med deres flugt. Ofte af grov, seksuel karakter.
Overgreb kan koste kvinder og piger livet
Foruden mentale mén og fysiske skader, kan overgrebene fører til uønskede graviditeter eller alvorlige sygdomme, der kræver øjeblikkelig behandling. Men kun de færreste kvinder og piger på flugt har adgang til lægehjælp, og i sidste ende kan et overgreb derfor koste dem livet.
Når vi møder voldsofre, gør vi alt, hvad vi kan for at de kan få psykologisk krisehjælp og den rette medicinske behandling. Men vi ved, det ikke er nok.
Hvis vilkårene for kvinder på flugt for alvor skal forbedres, kræver det, at vi uddanner og oplyser mænd og lokalsamfund. Vi er nødt til at ændre de strukturer og opfattelser, der fastholder kvinder i de udsatte positioner. Men vi kan ikke gøre det alene.