Nu rydder vi miner i Ukraine

Som den første internationale humanitære organisation er Dansk Flygtningehjælp nu i gang med at rydde miner og ueksploderet ammunition i krigshærgede områder i det nordøstlige Ukraine.

09 jun. 2022
Minerydning i Ukraine

Livsvigtig minerydning

De første fem hold af mineryddere er nu sendt af sted til et område i det nordøstlige Ukraine. Formålet er at rydde området for livsfarlige miner, raketter, morterer og ueksploderet ammunition, som er efterladt efter måneders intense kamphandlinger.

Vores mineryddere har allerede bortsprængt flere end 50 stykker ammunition i området. På tværs af landet har vi identificeret 21 formodet farlige områder. De er forurenet med livsfarlige krigsrester, der skal ryddes for at skabe sikker færdsel for lokale og hjemvendte familier.

Det omfattende rydningsarbejde sker i samarbejde med den statslige ukrainske beredskabsstyrelse State Emergency Service.

”Jeg er stolt af, at vi spiller en afgørende rolle, og at vi allerede er i gang med de første opgaver. Effektiv minerydning og bortskaffelse af sprængstoffer er altafgørende for, at fordrevne kan vende sikkert hjem igen.”

Det siger Charlotte Slente, generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp.

Effektiv minerydning og bortskaffelse af sprængstoffer er altafgørende for, at fordrevne kan vende sikkert hjem igen

Charlotte Slente, generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp

Minerydning i Ukraine

Minerydning afgørende for at fordrevne familier kan vende hjem

Sideløbende med rydningen underviser vi også civilbefolkningen i faren ved miner og ueksploderet ammunition. Det sprængfarlige materiale kan gemme sig i boligområder, på skoler, legepladser, landbrugsjord eller andre steder, hvor ukrainere plejer at færdes.

Dansk Flygtningehjælp er udvalgt af de ukrainske myndigheder til at spille en nøglerolle i rydningen af ueksploderet ammunition og risikoforebyggelse. Målet er, at familier skal kunne færdes sikkert, og fordrevne på et tidspunkt vende hjem igen.

Aftalen styrker det i forvejen tætte samarbejde mellem Dansk Flygtningehjælp og den ukrainske beredskabsstyrelse. Samarbejdet begyndte allerede i 2014, hvor der primært var behov for minerydning i den østlige del af landet.

Årtiers erfaring giver mulighed for effektiv respons

”Vi er allerede godt positioneret i Ukraine, og vi har årtiers erfaring med humanitær minerydning. Det giver os en unik mulighed for at kunne støtte og opskalere i så omfattende en grad, som det kræves i Ukraine.

I takt med, at slagmarkerne flytter sig, vokser spredningen af miner og ueksploderede våben dag for dag. Det kræver en markant og intensiveret respons,” siger generalsekretær Charlotte Slente.

Foruden minerydning og risikoundervisning yder vi også teknisk uddannelse, organisatorisk støtte og materiel til den ukrainske beredskabsstyrelse.

Dette indebærer særligt minerydningsudstyr såsom:

  • Terrængående køretøjer
  • Detektionsudstyr
  • Redskaber til bortskaffelse af sprængstoffer
  • Personlige værnemidler
  • Førstehjælpskasser
  • Medicinsk udstyr

I takt med, at slagmarkerne flytter sig, vokser spredningen af miner og ueksploderede våben dag for dag. Det kræver en markant og intensiveret respons.

Charlotte Slente, generalsekretær i DRC Dansk Flygtningehjælp

Gør en forskel

Giv et bind til en kvinde på flugt

Læs mere

SKRIV UNDER: Familier skal have adgang til nødhjælp i Gaza

Læs mere
Læs mere om
Minerydning Ukraine
Støt nu